Spring til indhold

Skolebestyrelsesmøde den 23. november 2022

Onsdag den 23. november 2022

Mødedeltagere: Martin, Gry, Randi, Martin, Lisbeth, Zeki, Asger, Heidi og Steen + elevråd
Afbud: 
Mødeleder: Steen


Pkt. 1. Velkomst, godkendelse af dagsorden

Velkommen og særlig velkomst til eleverne, der møder fuldtalligt op. Dagsorden godkendt.

Pkt.2. Orientering fra Landsmøde Skole & Forældre

Gry og Martin orienterede fra landsmødet. Der var punkter om frihedsforsøg, herunder kritiske spørgsmål, vikardækning og forældreundersøgelser. Der blev også drøftet specialundervisning og graden af ventetid hos især PPR.

Hjemmeundervisning som en foranstaltning til sygemeldte elever og elever i mistrivsel blev drøftet. Også 2-sprogede og eventuelle udfordringer blev drøftet.

Trivsel blandt eleverne var tillige et vigtigt opmærksomhedspunkt.

Pkt. 3. Orientering og drøftelse af dialogmøde omkring Børnenes Skole med det politiske udvalg

Asker og Steen orienterede fra mødet. Der var gode og rolige dialoger med politikere, øvrige skolebestyrelser og inspiration fra selvsamme deltagere.

Pkt. 4. Status på Børnenes skole – Hvordan revitaliserer vi forældre- og elev inddragelsen i det videre arbejde.

Med afsæt i dialogmøder med politikerne, drøftede vi status og ønsker. De store ønsker, udviklinger og ændringer bliver nogle gange ”virkelighedsramt” af hverdagen, ressourcer og muligheder.

Vi må ikke blive ”fartblinde” af frihedsforsøget, men fortsat have fokus på udvikling – og fastholdelse af alle de gode ting, der eksisterer også uden frihedsforsøget – med fokus på trivsel og i forlængelse af dette: læring (Ingen trivsel – ingen læring) og samtidig kan gode læringsmiljøer og gode samværsformer give god læring og samtidig god trivsel. Dannelse og at gøre eleverne klar til livet efter skolen bør have stor fokus og i et livsduelighedsperspektiv være mindst lige så vigtig som prøver etc.  

Vi vil gerne genbesøge afsættet og indspark fra forældre og elever, så vi kan revitalisere frihedsforsøget og Børnenes Skole her på Tølløse skole.

Der var dialog omkring tilgang og hvad vi bør lyse på.

Eleverne bifalder den kortere skoledag, som de finder mere effektiv end hvis man skal sidde til kl. 15:15. Der er mere energi og produktivitet, når vi er her. Der er følelsen af en slags deadline, som giver lidt mere skub i tingene. Som det blev udtrykt, er det mere vigtigt med kvalitet end kvantitet.

Fleksibiliteten føles højere, og det er også fornemmelsen selvom samme pensum skal nås på mindre tid.

Forældrerepræsentanterne spurgte ind til elevernes oplevelse, blandt andet om der er løbende ændringer i skemaet og hvor tit det sker.

Status og muligheder for udvikling og efterfølgende fastholdelse af de gode erfaringer blev drøftet.

Der var tilslutning til at spørge forældrene på ny, og tillige eleverne. Der var opfordring til at lave en ny trivselsundersøgelse til alle elevgrupper – for nogle elever vil det være en opfølgning på tidligere undersøgelser. Vi skal være bevidste om hvad vi spørger til og være parate til at bruge resultaterne målrettet og handlingsorienteret. Sidste undersøgelse kan agere basline med de samme spørgsmål. En kommende trivselsundersøgelse kan være udgangspunkt for fremtidige undersøgelser.

En trivselsundersøgelse kan også være med spørgsmål, der skal generere nye ideer og perspektiver på udvikling af trivsel og læring.

Pkt. 5. Udvælgelse af principper, som skal revideres og tilpasses ny skolestruktur. Hvilke principper starter vi med?

Vi drøftede muligheden for et princip om Digital Dannelse. Det blev besluttet at arbejde med et princip. Tillige revidering af de ”obligatoriske” principper, hvor vi skal have opdateret Kildedamsprincipper til Tølløse Skoles principper.

Pkt. 6. Gensidig kort orientering:

  • Fra skole og SFO

Steen orienterede om SFO 2, hvor der midlertidigt ikke er aftenåbent grundet barsel. Endvidere orientering om fokus på god overgang mellem skole og sfo; der er mange børn, som skal fra skole til sfo-aktiviteter på kort tid og god vis. Der var opfordring fra forældrene til at få forældreperspektivet med i arbejdet.

  • Formanden og forældre

Der var orientering og dialog omkring almindelig god pli blandt eleverne – herunder rygning hos nogle af de ældste elever lige uden for skolens matrikel.

Martin formand orienterede omkring erfa-møde imellem de øvrige skolebestyrelser i kommunen. Der arbejdes for en lokal afdeling af Skole & Forældre. Martin opfordrede til at interesserede melder sig til arbejdet. Det er et godt forum som afsæt for en solidarisk dialog med f.eks. politikerne, udtrykker Martin.

Der var bemærkning om at Lucia-optoget var kønsopdelt og i den henseende måske ikke helt tidssvarende. Forklaringen skolens side er, at det var logistik og det muliges kunst (den mandlige idrætslærer har tilsyn med drengene; pigerne fik musikundervisning (Lucia) med den anden lærer.) og bestemt ikke et statement.  Vi tager synspunktet og konstruktionen med i evalueringen af arrangementet.

  • Medarbejdere

Ingen bemærkninger

Pkt. 7. Lukket punkt (uden elever) Orientering.

Kort orientering.

Pkt. 8. Eventuelt – afsluttet med evaluering af mødet.

Ingen ekstra punkter.

Punkter til kommende møder:

  • Vikarprincipper og mulighed for alternativ undervisning; herunder Zekis forslag om brug af erfaringer med hjemmearbejde/fjernundervisning fra corona-perioden.
  • Indlæg og dialog som afsæt for udarbejdelse af et princip omkring Digital Dannelse.


Feedback

Sidst opdateret

23.02.2023

Ansvarlig redaktør

Lærke Dyre Christiansson