Spring til indhold

Fraværsrobotter på Tølløse Skole

Sådan ser de nye fraværsrobotter ud, som Tølløse Skole er udvalgt til at afprøve i undervisningen. De skal være med til at nå de elever, der er kommet langt væk fra klasselokalet - både for at højne den sociale trivsel og mindske afstanden mellem elev og skolekammerater.
01.03.2022

Robotter i undervisningen

Tølløse Skole har lige nu tre robotter, der skal gøre det muligt for elever, der eksempelvis sidder hjemmefra at deltage i undervisningen. Fraværsrobotter bliver de kaldt. Det er en del af et projekt, hvor Tølløse Skole skal afprøve robotterne og simpelthen se, hvordan de fungerer i undervisningen.

Med til at bygge bro

Det er først og fremmest for at tilbyde elever med langtidsfravær undervisning og også understøtte social trivsel og livskvalitet hos den fraværende elev. Ved at placere en bevægelig robot i elevens klasselokale, kan eleven tage del i klassens sociale liv og fællesskab og samtidig deltage i den daglige undervisning, i det omfang det er muligt. Robotten skal ses som et supplement til den eksisterende sygeundervisning.
"Tølløse Skole skal afprøve, teste og lege. Vi skal skabe erfaringer med teknologien og finde ud af, hvordan robotterne virker i et klasselokale og blandt eleverne", siger Rasmus Nederskov, der er pædagogisk leder og står i spidsen for robotterne.

Evaluerer løbende

Tølløse Skole vil gerne udforske, hvordan robotterne kan være med til at inkludere elever, der er langt fra skolen. Samtidig er et dybere formål også at sikre en tidlig indsats i komplekse fraværssager. "Det vigtige nu er, at robotterne kommer i gang, og at lærerne også bliver fortrolige med teknologien - og så tager vi løbende snakken om, hvordan det fungerer", fortæller Rasmus Nederskov.



Feedback

Sidst opdateret

03.03.2022

Ansvarlig redaktør

Lærke Dyre Christiansson